Månedens portræt – Februar 2021
Englebarn og mor igen – et vinterportræt
HypnoBabys vinterportræt her i februar er både trist og livsbekræftende. Vi har talt med Mia, som er mor til 3 børn; Kaya, Lauge og August.
Lauge har aldrig trukket vejret og er her ikke mere, da han døde lige inden sin fødsel. Det er vigtigt at bryde tabuer, og give plads til alle de følelser og tanker, vi møder, når livet er hårdt.
Med dette blogindlæg forsøger vi at bidrage til at bryde tabuet omkring spædbarnsdød. Artiklen handler om at miste et barn og blive mor igen. Den handler om, hvad man kan holde fast i, når man skal rejse sig igen, og benene har svært ved at bære.
Om sorg og mørke – og om lys i mørket.
God læselyst!
Fra gravid til englemor
I sommeren 2019 går Mia og Henrik forventningsfulde rundt og glæder sig til at skulle være forældre for anden gang. Mia er gravid i uge 39 og venter en lille dreng. Graviditeten har været helt normal og er gået godt. Parrets datter, Kaya på 2 år, glæder sig til at skulle være storesøster.
En aften oplever Mia, at barnets bevægelser ændrer sig, og hun synes ikke, hun mærker liv. Mia fortæller, at dette var helt atypisk, men at hun også fra første graviditet huskede, at barnets bevægelser blev anderledes i takt med, at der blev mindre plads i livmoderen. Hun forsøger at drikke isvand og gå lidt rundt, men der sker ikke rigtigt noget, og hun beslutter til sidst at ringe til fødegangen. Mia oplever selv, at hun overreagerer i situationen og bliver helt lettet, da jordemoderen opfordrer hende til at gå i seng og slappe af. Men da Mia vågner næste morgen efter en nats dyb søvn, mærker hun stadig ikke barnet i maven.
Hun ringer igen til fødegangen og aftaler med jordemoderen, at hun lige skal komme forbi til et tjek. Mia og Henrik er usikre på, om de begge skal tage af sted. Det virker lidt fjollet at gøre så meget ud af et rutinetjek. Heldigvis bliver de enige om, at det er bedst, at Henrik også tager med på fødegangen, for da jordemoderen tager imod dem, kan hun ikke finde babyens hjertelyd.
”Der er ingen hjertelyd. Jeres dreng lever ikke mere”
Det er tydeligt at mærke, at jordemoderen er usikker, da hun scanner Mias mave. Hun henter lægen ind på stuen, og Mia husker, hvordan hun ikke kunne forstå, hvorfor der pludselig skulle involveres en læge. Først da begynder hun at blive nervøs.
Da maven bliver scannet, ligger deres fine lille søn derinde, men der er ingen bevægelser eller farver på skærmen og ingen hjertelyd.
Mia har svært ved at huske, hvad der skete i situationen. Hun fortæller, at der kommer flere mennesker ind på stuen, og hun hører, hvordan Henrik deperat siger; ”nej nej nej”.
Lægen ser op og siger; ”Der er ingen hjertelyd. Jeres dreng lever ikke mere”.
Den værste og mest surrealistiske dag i mit liv
Mia beskriver dagen som den værste og mest surrealistiske i sit liv, og tiden derefter står meget sløret i hendes hukommelse. Hun reagerer ikke på daværende tidspunkt og husker, at hun undrer sig over, at hun ikke føler sig ked af det. Hun er i en kæmpe chocktilstand, og kan ikke slet forstå, hvorfor Henrik og deres forældre græder hele tiden.
Den lille dreng er død og ligger stadig i Mias mave. Det kommer bag på hende, at jordemoderen forventer, at hun selv skal føde ham. Mia vil bare gerne have et kejsersnit hurtigst muligt, så hun kan komme ud af situationen.
Heldigvis lykkes det jordemoderen, at overbevise Mia om, hvor vigtigt det er, at hun selv føder Lauge som en del af processen. Hun får vestimulerende piller, der skal sætte fødslen i gang. Det tager 1,5 døgn, før der sker noget. De er indlagt imens, for Mia kan ikke på nogen måde overskue at komme hjem med sin døde søn i maven.
Fødslen ender med at blive rigtig god. Et roligt og kærligt forløb. Jordemoderen er kærlig og støttende, og fødslen bliver en meget smuk oplevelse. ”Jeg er så glad for, at jeg fødte selv. Min krop ville ikke have kunnet forstå det, hvis jeg havde fået et kejsersnit.”, siger Mia trist.
Efter fødslen ligger forældrene med deres lille søn i armene. Han ser så fin og velskabt ud, men man kan godt se, at han har været død nogle dage, for huden er bleg og skaller lidt. De giver ham navnet Lauge. Midt i sorgen skal familien tage stilling til, om de vil have Lauge obduceret. De tager imod tilbuddet, for det er vigtigt for dem at finde ud af, om dødsfaldet skyldes noget genetisk, som måske kan ramme et fremtidigt barn. Det viser sig, at der ikke er tale om en genetisk sygdom. Lauge har fået en sjælden infektion i lungerne og er død af lungebetændelse.
Forældrene er indlagt i nogle dage og har Lauge hos sig. På sygehuset får de taget en god afsked. Familien kommer forbi, så de også kan sige farvel til den lille dreng. Kaya, der nu er blevet storesøster uden at få sin lillebror med hjem, får også sagt farvel på sygehuset, og familien oplever at blive hjulpet igennem de svære dage, mens de er indlagt.
Ikke gravid mere, men der er ikke noget barn
Virkeligheden rammer først Mia, da familien kommer hjem fra hospitalet. Hun er ikke længere gravid, men der er ikke noget barn. Endelig reagerer hun på tragedien, og det begynder at blive rigtigt svært.
”Så var han bare væk. Verden havde ændret sig. Jeg kunne ikke længere genkende den. Der var ikke mere, der skulle gøres, ud over begravelsen, og min krop skreg på et barn, der ikke var der. Brysterne var fyldt med mælk, men Lauge var der ikke til at spise.”
Mia oplever et umætteligt behov for at spejle sig i andre, der har været igennem et lignende forløb. Hun googler i timevis og læser al den litteratur om sorg, som hun kan opstøve. Hun oplever, at der ikke findes meget god litteratur omkring spædbarnsdød, når barnet dør inden fødslen. Det meste, der er skrevet, handler om at miste efter fødslen. Mia fortæller, at sorgen ikke er målbar og ikke afhængig af, om man har lært barnet at kende eller ej, og hun savner at høre beretninger fra andre i samme situation som hun.
Kaya har reddet mig
Forældrene reagerer meget forskelligt på sorgen over Lauge, hvilket har været en vigtig erkendelse at opnå for at kunne give plads til hinandens følelser. ”Henrik har haft brug for at bruge sin krop og koncentrere sig om andre ting også, mens jeg bare ville begrave mig i sorgen”, fortæller Mia.
Dagene snegler sig afsted. På trods af, at det føles umuligt, rejser Mia sig langsomt op igen. Hun er nødt til at komme op om morgenen. Kaya på 2 år har brug for sin mor. Den lille pige stiller alle de spørgsmål, hun kommer i tanke om, og det hjælper forældrene at snakke om det. ”På en eller anden mærkelig måde fortsætter verden bare. Hun har redet mit liv”, siger Mia.
Gravid igen – 9 måneder i helvede
Efter fem måneder finder Mia ud af, at hun er gravid igen. Parret har et stort ønske om at få et barn mere, men troede der ville gå længere tid, da Mia var sikker på, at kroppen ikke var klar til at blive gravid endnu. Hun beskriver det som ”9 måneder i helvede”:
”Det var psykisk hårdt fra dag ét. I starten var jeg skræmt over at det gik så hurtigt. Jeg var i dyb sorg og glad på samme tid. Det var meget ambivalent.”
De første 3 måneder er hun meget opmærksom på den øgede risiko for abort. Hun håber, at angsten går over efter 12. uge, men det gør den det ikke. Under graviditeten har hun og Henrik mange ture til fødemodtagelsen, skrækslagne for, at der ikke er hjertelyd. Men det er der. Hver gang.
I slutningen af juli 2020 bliver Mia bliver sat i gang 14 dage inden termin, for at undgå uge 39 af graviditeten, hvor Lauge døde. August bliver født og er rask og velskabt, og endelig er der et spædbarn i huset igen.
Om at hjælpe sig selv – HypnoBaby, efterfødselshold og pilates
Mia har gjort, hvad hun kunne, for at hjælpe sig selv til at få det bedre. Under graviditeten med August brugte hun blandt andet HypnoBabys app meget. De beroligende lydfiler som ”Ro i krop og sind” og ”Mindful i naturen”, hjalp hende med at koble ud og fokusere på noget andet end det konstante tankemylder. Hypnoselydfilen ”Styrk kontakten til barnet i maven” hjalp Mia med at turde at knytte sig til det nye barn, der var på vej. ”HypnoBaby gav mig et fokuspunkt, da det hele var svært. Jeg lå tit med lukkede øjne og lyttede til hypnosene i appen. Også når jeg skulle sove. Det hjalp mig meget.”
Hos FOF i Aarhus deltog Mia sammen med to andre kvinder på ”Efterfødselstræning for kvinder, der har mistet.” Her kunne kvinderne dele forskellige ting og træne afspænding sammen. Sorgen havde sat sig i Mias krop, og hun havde svært ved at trække vejret ned i maven – som om der var en blokering. Både HypnoBaby, efterfødselsholdet og pilates hjalp Mia med at koble krop og psyke sammen igen.
Livet fortsætter
I dag er Mia og Henriks liv stadig ret kaotisk, men der er også begyndt at komme lidt ro på.
Mia går til psykolog og er ved at bygge sig selv op igen. Hun kan ikke det samme som tidligere. Overskuddet er mindre og koncentrationen svigter hende. Det er svært at acceptere, men hun begynder at få det bedre.
På væggen i det lille hjem hænger billeder af alle tre børn. Lauge har stadig en stor plads i deres liv. Han har været med hele vejen, og det er gjort til en naturlig ting at tale om ham. Kaya, som i dag er 4 år, stiller mange naturlige spørgsmål, og det er stadig en stor hjælp for familien, som begynder at finde accepten af at være en anden slags familie, end de troede, de skulle være.
I begyndelsen har det været svært for Mia at knytte sig til August. Hun var stadig fyldt af angsten for at miste igen og havde svært ved at forestille sig at få ham med hjem. ”Jeg forsøgte at beskytte mig selv og havde tanker om, at det ville gøre mindre ondt at miste igen, hvis jeg undlod at knytte mig til mit barn”.
”Jeg kunne ikke helt forstå, at han var min. Han forstyrrede min verden. Havde basale behov, mens jeg stadig var i sorg. Jeg skammede mig over at have det sådan. Det var et stort sammensurium af svære følelser.”
Da August var 1 måned gammel udviklede Mia en efterfødselsreaktion, som hun stadig får behandling for. Det går stille og roligt fremad, og livet fortsætter.
Mia bruger stadig HypnoBaby flere gange om ugen til at få et lille hvil. Nu bruger hun lydfilerne fra barselskategorien.
”Det fjerner fokus fra verden lidt. Så får jeg en pause, hvor jeg ikke behøver ikke forholde mig til så meget.”
Hverken hun eller Henrik har lyst til at få flere børn. Det har været så hårdt et forløb, og det er rigeligt at skulle håndtere de tre børn, de allerede har. Både Kaya og August, der lever, og Lauge, der ”vinker ned til os”, som Kaya nogle gange siger,
Mias bedste råd
Få fortalt din historie og få det talt igennem rigtigt mange gange. Du kan både tale med psykolog, præst eller i samtalegrupper hos Landsforeningen Spædbarnsdød.
Det bliver mere og mere virkeligt, jo hyppigere du fortæller din historie.
Selvom man ikke tror det, kan man godt leve med det her, og det kan godt lade sig gøre at komme igennem det og bære sorgen med sig.
Du har andre og dig selv, du skal leve videre for.
Spejle dig i andre, der har oplevet noget lignende.
Husk at det er meget individuelt, hvordan man har det, og hvordan man tackler sorgen.
Du kan finde mere viden og få rådgivning og støtte hos Landsforeningen Spædbarnsdød.